Din kurv er lige nu tom!
Skal jeg bruge en klikker?
Det korte svar:
Du kan bruge en klikker, hvis du har lyst, og du er komfortabel med teknikken. Det gør dig ikke til en bedre eller dårligere ejer og hundetræner uanset hvad du vælger. Du gør ingen skade ved at teste teknikken af og droppe den igen kort tid efter.
Hvad er en klikker?
En klikker er en lille genstand, ofte lavet af plastik, som du kan have i din hånd. Klikkeren kan lave en klar og tydelig kliklyd, når du trykker på den – heraf navnet. Pointen med en klikker er blandt andet, at lyden er præcis og konsistent. Du kan hurtigt reagere og lave et klik.
En klikker kaldes også får et markør-signal. Et markør-signal fortæller hunden, at det den gør lige nu i dette sekund er helt rigtigt og derfor kommer der en belønning. Det kan være, at du er i gang med at lære din hund at bakke. Idet din hund bevæger sig baglæns, klikker du og belønner din hund med eksempelvis en godbid. Læs mere om hvornår du skal klikke her.
Et markør-signal kan som eksempel være en klikker, et ord og/eller et mundklik. Du kan bruge alle tre i din træning, og jeg vil anbefale, at du altid har et markør-signal mere udover klikkeren. Læs mere om markør-signaler og hvorfor her.
Forstil dig at du står ude på en åben eng med en kraftig sidevind og træner din hund. Et mundklik eller et ord, kan hurtigt forsvinde med blæsten. Eller du er et sted med meget støj fra trafik. Her vil en klikker kunne være langt mere gennemtrængende end andre markør-signaler.
En klikker kan dog også hurtigt virke uoverskuelig eller unødvendig, når du står og både skal have styr på en hundesnor, godbidder, måske også en apport-genstand, og om din hund tilbyder den ønskede adfærd, du gerne vil forstærke.
At forstærke ønsket adfærd betyder, at du belønner den adfærd eller sagt på en anden måde – handling – som du gerne vil se, og når du belønner en bestemt handling, så forstærker du handlingen og gør det mere sandsynligt at din hund igen vil udøve/tilbyde denne handling. Det kunne både være, at du belønner din hund for et ‘sit’ eller du giver din hund mad fra spisebordet, når den tigger. Begge scenarier er med til at forstærke adfærd. Vi kan dog altid diskuterer om hvorvidt at tigge ved bordet er ønsket adfærd, men pointen er, at du kan styre hvilken adfærd, du gerne vil se mere af.
Hvornår skal du så bruge en klikker?
Du kan med fordel bruge en klikker hvis:
- Dig og din hund er nye i hundetræning
- Du skal træne en øvelse, som ikke kræver andet udstyr
- Du træner din hund et sted med støj og forstyrrelser
- Du gerne vil introducere en ny øvelse
- Du gerne vil finpudse en øvelse
- Du har en hund, som bevæger sig hurtigt, og du har selv brug for at være hurtig til at markere den ønskede adfærd
Hvornår skal du ikke bruge en klikker?
En klikker giver en gennemtrængende høj og præcis lyd. Derfor vil jeg IKKE anbefale at bruge en klikker, når du træner rolige øvelser med din hund. Det vil sige, at du træner din hund til at forholde sig i ro. Dette skal dog ikke forveksles med en stationær øvelse såsom ‘bliv’, hvor du sagtens kan bruge en klikker. Læs mere om hvornår du skal klikke her. Ro-øvelser er hvor, du træner hunden til at slappe af eksempelvis derhjemme i sin kurv, på et tæppe på træningspladsen eller i et bur i bilen.